Powerranking: Her er favoritterne til at vinde Champions League

af: Morten Bruun Jørgensen
/ Foto: Getty Images
Det spidser til i Champions League, hvor kvartfinalerne snart venter, og det betyder også, at det er tid til at kigge på, hvem der står stærkest.
Nu da alle otte kvartfinalister er fundet, har vi rangeret dem ud fra deres chancer for at vinde turneringen.
- Manchester City
Pep Guardiolas mandskab har et vanvittigt topniveau, hvilket de viste tirsdag mod RB Leipzig. Med Erling Haaland på toppen kan Manchester City tage det sidste skridt og vinde pokalen med de store ører, som klubben så desperat higer efter.
- Bayern München
Hvis den tyske storklub fortsat rådede over Robert Lewandowski, ville de være nummer et på denne liste. Det er en næsten komplet trup, som Julian Nagelsmann råder over, men der mangler en klasseangriber. Det er muligt, at Sadio Mané eller Thomas Müller kan løse opgaven.
- Real Madrid
Det har haltet lidt i ligaen for Real Madrid, men i Champions League ser den spanske kongeklub stærke ud. Målmanden er klasse, forsvaret er stærkt, midtbanen er stadig ikke for gammel, og helt fremme er Karim Benzema og Vinicius Junior en frygtindgydende duo. Det kan meget vel blive til en ny triumf for Real Madrid.
- Napoli
Wow. Det er næsten ord nok til at beskrive Napoli, som er flyvende i denne sæson. Anført af Victor Osimhen og Kvicha Kvaratskhelia spiller den italienske klub forrygende fodbold. Med et kæmpe forspring i Serie A kan klubben endda spare lidt spillere i den hjemlige liga, hvis det bliver nødvendigt. Der er dog stadig spørgsmålstegn ud for, om klubben kan levere varen mod de allerbedste hold.
- Chelsea
Det ser ud til at have hjulpet The Blues gevaldigt, at Graham Potter er gået over til et tremandsforsvar. Nu er det blevet til tre sejre i træk, og potentialet for dette Chelsea-mandskab er virkelig stort. De er dog også nødt til at leve op til det, hvis de skal stryge helt til tops ligesom for to år siden.
- Benfica
Det er en forrygende sæson, som det portugisiske storhold er i gang med. Spillet er godt og målene vælter ind. Med Goncalo Ramos har klubben et stærkt våben i offensiven, men det er stadig en uprøvet trup på allerøverste niveau, og det vil være en stor overraskelse, hvis Benfica går hele vejen.
- Inter
Det var ikke særlig overbevisende i 1/8-finalerne mod Porto, men det lykkedes for Inter, der har gang i en hakkende sæson. Der er masser af kvalitet i truppen, men Inter er en de klubber, som de andre gerne vil trække i kvartfinalerne.
- AC Milan
De slog et ikke særlig imponerende Tottenham-mandskab ud, men de har også tabt to gange til Chelsea i gruppespillet. AC Milan blev italienske mestre sidste sæson, men de er slet ikke på samme niveau i år. Ligner det svageste hold af de otte tilbageværende og vil være en drømmemodstander for alle.