Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Power Ranking: Her er de 10 bedste spillere efter 7. spillerunde

Af Jeppe Augustsen
07.09.2022 Kl. 10:52
Vi giver her vores bud på en rangering af de 10 hidtil bedste spillere i denne sæson.

Efter en hel spillerunde blev udsat har de fleste Premier League-mandskaber spillet syv kampe.

Nu venter der en mindre landsholdspause. 

I den forbindelse har vi lavet en Power Ranking, hvor vi giver vores bud på de 10 hidtil bedste spillere i denne sæson.

10. Joao Cancelo – Manchester City

Den portugisiske back er ny mand på denne rangliste. Cancelo har været fantastisk på venstreback i denne sæson, hvor han deltager meget i det opbyggende og offensive spil. Han er altid garant for en stabil position, og indtil videre i denne sæson er niveauet højt.

9. Pascal Gross – Brighton

Brighton har fået en fremragende start på sæsonen, hvor Gross har taget overskrifterne. Han scorede to mål i premieren mod Manchester United, og har siden da scoret en enkelt gang og lavet to assists. Han bidrager med kreativitet og ikke mindst en stor arbejdsindsats for The Seagulls.

8. William Saliba – Arsenal

For første gang har Arsenal-fans kunne se ham i aktion i den røde trøje, og det ser ud til, at det har været den rette beslutning af udleje i nogle sæsoner for at gøre ham klar til en startplads for The Gunners. Franskmanden har set yderst stærk ud i det defensive spil, hvor han udstråler stor ro med og uden bold.

7. Harry Kane – Tottenham

Den engelske angriber har fået en fantastisk start på sæsonen og har scoret seks mål. Hvis han kan fortsætte formen, så er der store ting i vente for Tottenham denne sæson.

6. Martin Ødegaard – Arsenal

Arsenals offensiv har været sprudlende, og det skyldes især nordmanden, der fordeler spillet og med sine snævre afleveringer er med til at sætte sin holdkammerater op til gode chancer. Han har også vist skarphed foran kassen, hvor det er blevet til tre mål.

5. Pierre-Emile Højbjerg – Tottenham

Midtbanegeneralen for Conte & Co. Højbjerg har været helt fantastisk i denne sæson, hvor han styrer midtbanen. Han stopper modstandernes omstillinger og er med i det opbyggende spil – og så har han altså også scoret to mål og en enkelt assist.

4. Gabriel Jesus – Arsenal

Investeringen i brasilianeren har allerede vist sig at være en stor gevinst for Arteta. Gabriel Jesus kommer med så meget fart, alsidighed og aggressivitet, og så kommer han også på måltavlen. Fire mål og tre assists er det indtil videre blevet til.

3. Aleksandar Mitrovic – Fulham

Inden sæsonstart jokede alle med, at han igen skal vise, at han ikke kan score mål i Premier League. De kritikere har han lukket munden på – big time endda: Seks mål i seks kampe. Fantastisk start, hvor han har voldet problemer for alle de modstandere han har stået over for. 

2. Kevin De Bruyne – Manchester City

Der er ingen, der kan stille spørgsmålstegn ved belgieren. Han er bare en af verdens absolut bedste spillere og nok også den bedste på sin position. I kampenes svære perioder for Manchester City hiver han en genialiter op af hatten, der bare viser, at han er i en klasse for sig.

1. Erling Haaland – Manchester City

En stjerne er kommet til Premier League. Med 11 mål efter syv kampe er de fleste ikke i tvivl om, at han ender med at blive topscorer. Han bliver fodret godt af De Bruyne & Co., men han bevæger sig godt og stiller sig de rigtige steder. Det bliver spændende at se, om han slår PL-rekorder i sin debutsæson.

Annonce