Postecoglou takker ja til PL-job
Opdatering 14.25: Ange Postecoglou er blevet præsenteret som cheftræner hos Nottingham Forest.
Den australske fodboldtræner Ange Postecoglou er på vej tilbage til Premier League. Allerede i denne uge kan han præsenteres.
Sådan lød meldingen tirsdag morgen fra mediet The Telegraph, og nu er der kommet en ny melding fra den engelske presse.
For ifølge journalisten Alex Crook, som arbejder for talkSPORT, har Ange Postecoglou sagt ja til at komme til Nottingham Forest, hvorfor vejen nu er banet for, at australieren kan vende retur til den bedste engelske række.
Det samme skriver The Athletic også, der kan berette, at han står i spidsen for klubben den kommende weekend mod Arsenal i Premier League.
Det er en historie, der er kommet kort efter, at Nottingham Forest har fyret den succesfulde manager Nuno Espirito Santo.
– Klubber takker Nuno for sit bidrag i løbet af en meget succesfuld æra på City Ground, og specielt for sin rolle i 2024/25-sæsonen, som for evigt vil blive husket i klubbens historie.
– For en, der spillede en vigtig rolle i vores succes sidste sæson, vil han altid have en speciel plads i vores rejse, skriver Nottingham Forest på sin hjemmeside.
Med de ord kan det lyde underligt, at Nottingham Forest har valgt at fyre den portugisiske manager på nuværende tidspunkt, men der en forklaring.
I løbet af de seneste uger har der dog været meldinger fremme fra de engelske medier om, at der har været kurrer på tråden internt i klubben.
Nuno Espirito Santo har angiveligt ikke været tilfreds med, hvordan klubben har håndteret sommerens transfervindue.
Relationen har ikke stået til at redde, og derfor har klubbens sportslige ledelse nu truffet beslutning om at fyre ham.
Det er jobbet hos Nottingham Forest, som Ange Postecoglou nu står til at overtage få måneder efter sin fyring hos Tottenham.
Her sluttede australieren af med at vinde klubbens første trofæ i 17 år, da han vandt Europa League. Alligevel blev han erstattet af Thomas Frank.