Politiet undersøger Balotelli-trussel mod kvinde
Ifølge Liverpool Echo vil politiet snakke med den italienske angriber, da han angiveligt har truet sin biologiske mors nabo.
Naboen, der ønsker at være anonym, siger, at Balotelli overraskede hende ved pludseligt at stå foran hendes vindue iført en sort hat, hvorefter han begyndte at råbe af hende. Liverpool-angriberen beskyldte den engelske kvinde for at have taget billeder af hans £250.000 dyre Ferrari Berlinetta.
– Han kom og kiggede gennem vinduet. Han var iført en sort hat, og han gav mig en forskrækkelse. Da jeg kom hen til døren for at åbne for ham, gik han meget nær mig, pegede mig lige op i ansigtet og sagde: ”Du tog billeder af min bil”. Jeg blev ved med at fortælle ham, at det gjorde jeg ikke, siger kvinden ifølge The Sport Bible og fortsætter beskyldningerne:
– Så sagde han: ”Hvis du bruger dem til noget, kommer jeg tilbage. Jeg advarer dig.” Det opfattede jeg som en trussel. Han er en stor fyr, og det var meget forskrækkende.
Kvindens mor, der også var på bopælen under episoden siger:
– Da han var i City, ville han være kommet ind og siddet sammen med os. Så at han var så ubehagelig var et chok. Vi har før lavet æg og bacon til ham, og nu behandler han os sådan her.
Læs også: Mou om tidligere stjernespiller: Han er ikke noget specielt