Pointdeling på Stadium of Light
Det blev til en pointdeling, da Sunderland og Southampton tørnede sammen i den tidligere kamp denne lørdag.
Southampton satte sig på kampen fra start, og efter tre minutter fik de kampens første chance. Jay Rodriguez fik masser af plads på kanten af feltet, og så trykkede den engelske landsholdsspiller resolut af. Bolden strøg ind i fjerneste hjørne uden chance for Vito Mannone i Sunderland-målet.
Southampton fortsatte deres dominans, mens Sunderland slet ikke kunne ind i kampen. Efter 28 minutter var det ved at blive endnu værre for Sunderland. Wes Brown lavede en kæmpe fejl i defensiven, men Jay Rodriguez afsluttede svagt. Få minutter efter gik det dog galt for Sunderland. Et hjørnespark blev slået ind i midt i feltet, hvor Dejan Lovren firstimede bolden i mål. Flot mål af den tidligere Lyon-spiller.
Minuttet efter fik hjemmeholdet sin første chance. Adam Johnson spillede Fabio Borini fri i straffesparksfeltet, og så kunne lejesvenden fra Liverpool reducere til 1-2. Herefter var det som, at hjemmeholdet fik lidt tro på tingene igen, men Southampton fik hurtigt overtaget igen.
I anden halvleg bølgede spillet mere frem og tilbage. Southamptons afleveringer var knap så præcise som i første halvleg, og derfor fik Sunderland sat spillet en smule bedre.
Sunderlands målscorer fra første halvleg, Fabio Borini, troede, at han havde bragt balance i regnskabet efter 64 minutter, men der blev korrekt fløjtet for offside. Men seks minutter efter blev der alligevel udlignet. Det var hattrick-helten fra sidste weekends sejr mod Fulham, Adam Johnson, der tordnede bolden op i det korte hjørne i en situation, hvor Artur Boruc burde have gjort mere ved afslutningen.
Otte minutter før tid lignede det, at Gaston Ramirez blev snydt for et frispark på kanten af feltet, da Wes Brown tacklede ham hårdt og ramte ham på anklen. Ramirez blev liggende, mens Sunderland kørte kontra. Oppe i den anden ende var det så Dejan Lovren, der måtte en tur i græsset. Efter en duel med Adam Johnson blev han liggende. Begge spillere måtte lade sig udskifte med skader, der ved første øjekast så alvorlige ud.
Selvom der var lagt syv minutter til, blev der ikke scoret yderligere i kampen, og det endte derfor 2-2.