Pogbas karriere er på spil: Nu er der nyt
Tidligere på året kom det frem, at Paul Pogba var blevet fanget i en dopingkontrol, og at han som en konsekvens af et for højt testoteronniveau er blevet suspenderet med omgående virkning.
Herefter skulle der laves en ny test, og dopingprøven viste igen et positivt udfald.
Anklagemyndigheden i sagen kræver en karantæne på fire år til Pogba, meldte flere medier om i sidste uge.
Denne tirsdag aften kan Sky Sports Italia så fortælle, at der er nyt i sagen.
Der er nemlig nu blevet berammet en dato for, hvornår retsmødet finder sted. Således skal Pogbas skæbne afgøres 18. januar næste år. Det præcise klokkeslæt nævnes også, nemlig 14.30.
Det er den italienske anti-doping-enhed, der er modpart i sagen.
Retsmødet ventes at være hurtigt overstået.
Bliver Pogba idømt karantæne for de kommende fire år, vil han næsten være 35 år, når han kan vende retur igen, og det er derfor en meget stor sag, hvor der er meget på spil.
Han forlod Manchester United i sommeren 2022, hvor han vendte tilbage til Juventus.
Mens Pogba risikerer en lang karantæne, risikerer en klub nu at blive fratrukket 141 point. Læs mere her.