Pogba: Derfor forlod jeg United
En specifik kamp gjorde udslaget for Paul Pogba. Da Sir Alex Ferguson droppede franskmanden til en kamp mod Blackburn, ville Pogba ikke længere være i United.
Paul Pogba underskrev i stedet en fireårig kontrakt med Juventus i sommeren 2012, og midtbaneslideren har været en stor profil i det italienske siden skiftet. Pogba, der hjalp Juventus til sejr i Serie A i sidste sæson, erkender, at én kamp mod Blackburn fik ham til at droppe United.
– Jeg fortalte Ferguson: “Brug mig og jeg vil vise, om jeg er klar eller ej.”
– Mod Blackburn, den 31. december 2011, var jeg på bænken. Ferguson satte Rafael på midtbanen sammen med Ji Sung Park. Derefter gav jeg op. Jeg var virkelig nedtrykt. Så jeg skiftede til Juventus for at lukke munden på folk, som havde kritiseret mig, som ikke havde troet på mig og sagde, at jeg ville fejle, fortæller Pogba til Telefoot.