Pochettino ser rødt: Spurs-træneren vil stange fem stjerner ud af klubben
Mauricio Pochettino har raslet lidt med klingen efter choknederlaget til Colchester tirsdag og antydet, at der skal ske udskiftning i Tottenham-truppen.
Men får argentineren sin vilje, så ønsker træneren at skille sig af med hele fem af klubbens største profiler med et snuptag. Det skriver Football Insider.
Ifølge en insider fra Londonklubben skulle Pochettino have meddelt klubbens bestyrelsesformand, Daniel Levy, at han ønsker Christian Eriksen, Toby Alderweireld, Jan Vertonghen, Danny Rose og Victor Wanyama solgt i vintertransfervinduet.
Årsagen skulle ifølge klubinsideren være, at træneren føler, at en række af klubbens profiler medvirker til, at moralen og præstationerne har været dalende.
Efter nederlaget til til League Two-holdet tirsdag gav Pochettino da også udtryk for, at der var "forskellige agendaer i truppen".
Det kan betragtes som et direkte hint til spillere som Christian Eriksen, der angiveligt nægter at forlænge sin kontrakt med klubben og ønsker sig selv til Real Madrid.
Spørgsmålet er, hvornår Pochettino får sit ønske opfyldt. Eriksen, Vertonghen og Alderweireld har nemlig alle kontraktudløb efter denne sæson.
Eriksen skulle ikke være beredt på at forlænge, men der var forlydender om, at de to belgiske midtstoppere fiskede efter en forlængelse. Umiddelbart får de brug for en lang line så, for den argentinske træner ønsker ikke at forlænge med dem.
At Pochettino gerne vil skille sig af med Danny Rose og Victor Wanyama er mindre overraskende. Rose blev ikke inkluderet på klubbens pre-season tour, da man ventede, at han ville skifte. Det skete dog aldrig.
Samtidigt var Victor Wanyama tæt på at forlade klubben til fordel for Club Brügge, men midtbanespilleren afblæste transferen i sidste øjeblik.