Pochettino nedtoner sejr over City: Det er bare tre point
Tottenham imponerede og dominerede, da Manchester City søndag eftermiddag besøgte White Hart Lane og blev sendt hjem med et 2-0-nederlag i bagagen.
To uafgjorte kampe mod Everton og Liverpool er hidtil sæsonens eneste pointtab for Tottenham og oven på sejren over City er der snak om mesterskab på White Hart Lane.
Spurs' argentinske manager Mauricio Pochettino nedtoner dog sejren over the Citizens.
– For vores fans er det spændende og energien de giver os er fantastisk. Vi skal være kloge. Det er kun starten af sæsonen. Det var en god kamp, men vi skal bruge den til at forsøge at udvikle os hver dag og i hver kamp, fortæller Pochettino ifølge London Evening Standard.
– Jeg er glad, men det er kun tre point. Tottenham er en stor klub og vi skal være ambitiøse. Vi skal kæmpe for titler i slutningen af sæsonen – det er vores mål, insisterer han dog.
Tottenhams seneste engelske mesterskab blev vundet tilbage i 1961.