Pochettino efter smertefuldt nederlag: Vi skal bygge videre på denne periode
Det var en tydeligt skuffet, men meget fattet Mauricio Pochettino, som netop har overstået sit pressemøde efter aftenens Champions League-nederlag.
Det holdt måske ikke i denne finale, men Tottenham-træneren understregede, at han var overordentligt stolt af sit hold.
– Det er svært at snakke om nu. Vi er ekstremt skuffede, men vi er også stolte. Vores spillere og fans gav deres alt i denne kamp. Det var smertefuldt, men på samme tid bliver vi nødt til at være rolige, for vi har gjort det så godt denne sæson, sagde Pochettino, der benyttede chancen for at lykønske vinderne fra Liverpool.
– Jeg vil lykønske Liverpool, Jürgen Klopp og spillerne. De har haft en fantastisk sæson. Vi skal være smarte nu efter denne smertefulde kamp, for på tidspunkter som dette handler det om at bygge videre på næste periode af dit liv.
Tottenham-træneren benyttede dog også muligheden for at sende en lille stikpille i retning af klubledelsen, som ikke har dedikeret mange penge til spillerindkøb – faktisk absolut ingen – de seneste to transfervinduer.
– Det havde været fantastisk at vinde dette trofæ og overrasket folk, for Tottenham har prioriteret sit stadion og brugt nul og niks på transfers. Vi er ikke det smarteste barn i klassen, men vi er heller ikke de dummeste.
Pochettino blev selvfølgelig også adspurgt om sin fremtid, og om hvorvidt han fortsætter som træner for Spurs. Sådan lød svaret:
– Det er ikke tidspunktet at snakke om det nu. I kan tolke det som I vil. Projektet i Tottenham har stået klart i fem sæsoner nu, og vores spillere har været så dedikeret og leveret klubbens første Champions League-finale. Nu skal vi være rolige, tænke over tingene og snakke det igennem, sagde Pochettino.