PLBOLD.DK kårer: Årets Manager
Ronald Koeman overtog sidste sommer et Southampton-mandskab, der var splittet i atomer. Profiler som Dejan Lovren, Adam Lallana, Rickie Lambert og Luke Shaw var blevet solgt. Hollænderen stod over for en svær opgave, hvor han først skulle finde erstatninger for de bærende spillere, der havde forladt, for siden at få det nye hold til at fungere sammen.
Det tog ikke lang tid, før den tidligere Barcelona-spiller fik det nye hold til at fungere. Otte ud af de første 11 Premier League-kampe blev vundet, og specielt defensiven virkede yderst solid. Det nye hold blev anført af en sprudlende italiener ved navn Graziano Pellé, som blev hentet i Holland. Den fysisk stærke angriber brillerede i samarbejde med serbiske Dusan Tadic, der var den helt store assistskonge hos The Saints.
De to offensivprofiler var dog ikke de eneste, som Koeman havde held med at hente til klubben. To af holdets store oplevelser i denne sæson har været Sadio Mané, som blev hentet i Red Bull Salzburg, og Ryan Bertrand, som i første omgang blev lejet i Chelsea, men efter at have overbevist på venstre back, blev købt fri i vinters hos de engelske mestre.
Southampton kunne ikke holde dampen oppe gennem hele sæsonen, og sluttede af på en 7. plads, hvilket stadig må siges at være ganske flot klaret af holdet fra Sydengland. Og en stor del af æren skal også tilfalde Ronald Koeman, der kan føre dette spændende Southampton-mandskab til endnu mere, hvis han kan formå at holde på holdets stjerner.
