Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD kårer: Her er Premier Leagues 10 bedste højre backs

Af Redaktionen
09.09.2021 Kl. 18:24
PLBOLD.dk vil nu kåre de 10 bedste højre backs i Premier League.

Inden Premier League-sæsonen starter op igen, vil vi her på PLBOLD.dk lave en række af kåringer på de forskellige positioner på banen.

Det er altid svært at lave kåringer og især finde ud af hvilke kriterier, der skal i spil. Vi har valgt følgende kriterier, som vi tager udgangspunkt i, når vi skal kåre de 10 bedste spillere på en given position.

● Generelle præstationer gennem 2019/20- og 2020/21-sæsonen
● Præstationer i alle turneringer tæller med
● Nylige præstationer vægter højere end ældre
● Præstationer i Premier League vægter højere end f.eks. Superligaen og The Championship

10. Matty Cash (Aston Villa)

Aston Villa har gjort det godt, og det har Matty Cash bestemt en del af æren for. Han har tilført holdet masser af stabilitet – i begge ender af banen – gennem hele sidste sæson. De omkring 100 millioner kroner, som Aston Villa brugte på ham i Nottingham Forest var godt givet ud, for han har vist sig at have et godt niveau til Premier League. 

9. Vladmir Coufal (West Ham)

Der er nok ikke mange i West Ham, der ikke er glade for, at klubben har fået et godt øje for tjekkiske spillere. Coufal har nemlig leveret varen i rigtig høj grad siden sit skifte til London-klubben. Stabil defensivt og pålidelig i sit offensive arbejdsområde. Det er en driftssikker spiller, som David Moyes har at arbejde med her.

8. Ricardo Pereira (Leicester)

Skader har ødelagt en hel del for portugiseren, og han har ikke helt fundet niveau fra tidligere sæsoner, hvor han hørte til blandt ligaens absolut bedste højre backs. Han har dog vist, at han er en fremragende spiller, når der skal angribes, og med sin fart og dribleevner har han været ophavsmand til en masse chancer hos Leicester. Kan han genfinde sit niveau, vil han kravle opad på denne liste.

7. Emerson Royal (Tottenham)

Brasilianeren har endnu ikke fået debut i Premier League, men han har i de seneste to sæsoner i La Liga været en rigtig god spiller for Real Betis. Han nåede også at få tre kampe for Barcelona i denne sæson, inden klubbens rædselsfulde økonomi betød, at Tottenham fik et ja, da klubben bød på Emerson Royal, som sammenlignes i spillestil med den mangeårige Inter-profil Maicon. Han bliver spændende at følge i Premier League.

6. Timothy Castagne (Leicester)

Siden skiftet fra Atalanta har den belgiske landsholdsspiller virkelig imponeret hos Leicester, hvor han især er blevet brugt som wingback. Det passer den angrebsivrige back rigtig godt at komme frem på banen, og han var i perioder af sidste sæson en markant profil for The Foxes, der ikke for alvor savnede Ricardo Pereira.

5. Aaron Wan-Bissaka (Manchester United)

Det er lidt den same historie som altid med Wan-Bissaka. Han er en glimrende defensiv back, der er dygtig i sine mand-mand-dueller, men offensivt har han fortsat sine mangler. Det var nok også derfor, at De Røde Djævle forsøgte at hente Kieran Trippier til klubben. Wan-Bissaka er stabil, men han er et stykke fra de allerbedste i ligaen.

4. Trent Alexander-Arnold (Liverpool)

Når han spiller på sit topniveau, er han formentlig ligaens bedste på sin position. Desværre for Liverpool har der bare været ret langt mellem de rigtig gode præstationer fra Alexander-Arnold gennem noget tid. Det har blandt andet også ført til, at han ikke er blandt de foretrukne på det engelske landshold, og i den forbindelse har han også selv udtalt, at han skal hæve sit niveau.

3. Reece James (Chelsea)

I løbet af de seneste par sæsoner har den unge englænder taget kvantespring i sin udvikling, og han har etableret sig som fast mand hos Chelsea, hvor han i sidste sæson blandt andet spillede en vigtig rolle i klubbens Champions League-triumf. Præcise indlæg, dynamiske løb og gode defensive egenskaber har også fået ham ind på det engelske landshold.

2. Joao Cancelo (Manchester City)

I perioder af sidste sæson var portugiseren på et helt vildt højt niveau. Han skabte masser af chancer for Pep Guardiolas mandskab, når han trak ind i banen og nærmest var en form for playmaker. Niveauet er som regel stadig højt, men der har også været udfald fra ham, og derfor er han ikke nummer et på listen.

1. Kyle Walker (Manchester City)

De udfald, som vi har set fra Cancelo, har holdkammeraten Walker ikke lavet. Den rutinerede englænder har nærmest ikke spillet en dårlig kamp i et par sæsoner for Manchester City, hvor han er en af de mest stabile spillere. Derfor spiller han også fast for The Citizens, selvom han ikke på helt samme måde som tidligere i karrieren var toneangivende i det offensive spil. Er også det klare førstevalg på det engelske landshold, hvilket også fortæller noget om hans store kvaliteter.

Annonce