Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD kårer: Her er Premier Leagues 10 bedste defensive midtbanespillere

Af Morten Bruun Jørgensen
04.06.2020 Kl. 19:47
PLBOLD.dk vil nu kåre de 10 bedste defensive midtbanespillere i Premier League.

Inden Premier League-sæsonen starter op igen, vil vi her på PLBOLD.dk lave en række af kåringer på de forskellige positioner på banen.

Det er altid svært at lave kåringer og især finde ud af hvilke kriterier, der skal i spil. Vi har valgt følgende kriterier, som vi tager udgangspunkt i, når vi skal kåre de 10 bedste spillere på en given position.

● Generelle præstationer gennem 2018/19- og 2019/20-sæsonen
● Præstationer i alle turneringer tæller med
● Præstationer i denne sæson vægter højere end i sidste sæson
● Præstationer i Premier League vægter højere end Superligaen og the Championship fx

Vi kårer nu den bedste 6’er, og her er kriteriet, at det er en spiller, der som oftest spiller positionen som defensiv midtbane. Derfor kommer spillere som N’Golo Kanté og Jordan Henderson ikke i spil her.

10. Fred (Manchester United)
Det var ikke nogen god start, brasilianeren fik i Manchester United, men han er begyndt at være bedre, og særligt i denne sæsoner har der været tidspunkter, hvor man kunne se, hvorfor De Røde Djævle betalte et stort beløb for at købe ham i Shakhtar.

9. Granit Xhaka (Arsenal)
Schweizeren har været udsat for stor kritik gennem sin tid i Arsenal, men det har ikke altid været lige berettiget. Og særligt under Mikel Arteta er han blomstret op og har præsteret rigtig fint. Han tager hårdt fat, men han har også et strålende venstreben, som han både kan bruge til at sætte andre i scene og til at sende bolden afsted mod mål.

8. Scott McTominay (Manchester United)
I løbet af ganske kort tid har skotten gjort indtog på Manchester Uniteds midtbane, og han har til tider været virkelig god for De Røde Djævle. Der er stadig mangler i hans spil – særligt med bolden – men han er en stærk bolderobrer og besidder en forrygende fysik, han ikke tøver med at gøre brug af.

7. Declan Rice (West Ham)
Englands store håb på den defensive midtbane er den unge West Ham-spiller, som nu i flere sæsoner har været fast mand som the Hammers, og flere af de største klubber har med god grund følerne ude. Han kan både tage fat defensivt og bidrage i det opbyggende spil qua sit overblik og rolige boldomgang.

6. Rúben Neves (Wolves)
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at Neves endnu ikke har taget skridtet op til en større klub, hvilket hans evner berettiger ham til. Han er ikke en hårdfør 6’er, men han spiller også lidt mere tilbagetrukket, hvorfra han kan strø om sig med afleveringer til sine medspillere med sin store spilforståelse. Han besidder desuden et giftigt spark, han tager i brug, når han nærmer sig feltet.

5. Jorginho (Chelsea)
Han er ikke en 6’er i klassisk forstand, men det er altså den position, som han spiller – og han gør de glimrende. Han er en dybtliggende playmaker i stil med Andrea Pirlo, men han kan samtidig også godt tage fra i defensiven. Lidt for ofte kommer han dog på bagkant og må begå frispark.

4. Rodri (Manchester City)
Spanieren har haft nogle udfordringer i sin første sæson hos Manchester City, men ikke desto mindre er han blevet bedre løbende, og han er uden tvivl fremtiden mand som 6’er for the Citizens, der også betalte et højt beløb for ham. Han er en glimrende bølgebryder, men desuden også sublim på bolden. Læg dertil en god fysik.

3. Wilfred Ndidi (Leicester)
I denne sæson har nigerianeren den ottendebedste gennemsnitsbedømmelse i Premier League hos WhoScored, og hans betydning for Leicester stod klart, da han i starten af året løb ind i en mindre skade. Han har formået at fylde hullet efter N’Golo Kanté ud, og han kan sagtens komme til en større klub i fremtiden.

2. Fernandinho (Manchester City)
Han er længe blevet regnet som Premier Leagues bedste defensive midtbanespiller, men alderen er begyndt at trykke lidt hos brasilianeren, som laver lidt flere fejl, end han tidligere har gjort. Men han er stadig en fantastisk spiller.

1. Fabinho (Liverpool)
Han havde en langsom start i Liverpool, men da han først slog til, har han ikke set sig tilbage, og han er nu en af verdens bedste 6’ere. Og han er en endda en moderne af slagsen, idet han bidrager meget i det opbyggende spil hos Liverpool.

Annonce