PL-storklubber tager kontakt til argentinsk stortalent
Claudio Echeverri er en af de store håb for fremtiden i argentinsk fodbold lige nu, og måske kan han ende med at komme til Premier League.
For nu kan transferjournalisten Fabrizio Romano fortælle, at både Chelsea og Manchester City har taget kontakt til argentineren for at følge med i, hvordan hans situation i River Plate udvikler sig.
Han har kontraktudløb ved udgangen af 2024, og dermed kan der inden for de næste seks måneder blive tale om en transfer for den 17-årige midtbanespiller.
Også Barcelona er interesseret i Echeverri, som også har fortalt åbent om sit tilhørsforhold til den spanske storklub, der dog er udfordret på økonomien i forhold til at købe ham.
Aktuelt har han en frikøbsklausul på 186 millioner kroner, og det er en pris, som både Chelsea og Manchester City langt bedre vil være i stand til at betale end Barcelona.
Echeverri har kun spillet fem førsteholdskampe for River Plate, men til gengæld har han vist sig frem for det argentinske U17-landshold.
Her er det blevet til 18 kampe, hvor han har scoret ti gange. Han er desuden anfører for ungdomslandsholdet.
Han målet 171 centimeter og spiller på den offensive midtbane, og med sin imponerende teknik er han blevet udpeget som den næste Lionel Messi på grund af flere åbenlyse ligheder.