Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PL-overblik: De kampe du ikke så i TV

Af Mads Bye Marboe
15.09.2018 Kl. 16:19
Vi giver dig her et overblik over de fire kampe, der blev spillet klokken 16, som ikke blev vist på TV.

Der var lørdag fem kampe på programmet i Premier League klokken 16.00. Fire af dem blev ikke vist på TV. Vi giver dig her et overblik over kampene, som bød på masser af mål og et enkelt rødt kort.

Bournemouth-Leicester 4-2
Begge mandskaber er kommet fornuftigt fra start i sæsonen, men gæsterne, der havde Kasper Schmeichel på mål, kom slet ikke ud til opgøret på Vitality Stadium. Efter 19 minutter bragte Ryan Fraser hjemmeholdet i front, og det satte gang i en forfærdelig Leicester-halvleg. Selvsamme Fraser gjorde det nemlig til 2-0 efter 37 minutter, og fire minutter senere udbyggede Joshua King til 3-0 med en straffesparksscoring.

Efter 69 minutter blev Wes Morgan udvist, da jamaicaneren blev tildelt sit andet gule kort, og så blev opgaven endnu mere umulig for The Foxes. Adam Smith gjorde det endda også til 4-0 efter 81 minutter, men Leicester fik sluttet fornuftigt af, og med to sene scoringer af James Maddison og Marc Albrighton fik gæsterne pyntet en smule på resultatet.

MÅL: Fraser 19', Fraser 37', King 41', A. Smith 81', Maddison 88', Albrighton 89'

Chelsea-Cardiff 4-1
På Stamford Bridge skulle der også komme masser af scoringer, og overraskende nok var det gæsterne fra Cardiff, der var uden danske Kenneth Zohore, som scorede opgørets første mål. Sol Bamba sparkede et indlæg fra Sean Morrison ind efter 16 minutter, og så lignede det, at en stor overraskelse måske kunne være på vej.

I Chelsea har man dog en belgier, som hedder Eden Hazard, og han viste klassen denne lørdag eftermiddag. Efter 37 minutter scorede han sit første mål i kampen, og måltotalen blev fordoblet bare syv minutter senere. Med ti minutter tilbage af opgøret sørgede Hazard også for at gøre det til 3-1, inden Willian kort efter slog sejren fast en med flot scoring til 4-1.

MÅL: Bamba 16', Hazard 37', Hazard 44', Hazard 80', Willian 83'

Huddersfield-Crystal Palace 0-1
Jonas Lössl, Mathias Zanka og Philip Billing var alle med fra start, da Huddersfield fik besøg af Crystal Palace, men danskerne måtte se gæsterne fra The Eagles tage en 0-1-sejr.

Wilfried Zaha sørgede for en smal sejr til Roy Hodgsons mandskab med en suveræn scoring, som Lössl ikke kunne gøre noget ved, hvorfor London-mandskabet rykker op på en foreløbig 11. plads, men Huddersfield indtil videre forbliver på 17. pladsen.

MÅL: Zaha 38'

Manchester City-Fulham 3-0
I det fjerde og sidste 16-opgør var der også godt med scoringer, da de forsvarende mestre tog imod oprykkerne fra Fulham, og The Cottagers skulle få en svær eftermiddag på Etihad Stadium.

Allerede efter to minutter faldt opgørets første scoring, da Leroy Sané, der har fået en turbulent start på sæsonen, sparkede bolden ind bag Marcus Bettinelli. David Silva gjorde det til 2-0 senere i halvlegen, og kort efter pausen blev opgøret endegyldigt lukket, da Raheem Sterling nettede til 3-0 og noterede sig for sin tredje scoring i sæsonen.

MÅL: Sané 2', D. Silva 21', Sterling 47'

Annonce