PL-manager om transfers: Ingen vil nok hjælpe os
Efter en flot 2022/23-sæson befinder Eddie Howe og Newcastle i en anden situation i denne sæson.
Efter 20 kampe ligger Newcastle på niendepladsen med 29 point, mens de også er ude af Champions League.
De skal derfor oppe sig, hvis de skal spille europæisk fodbold i næste sæson.
Men truppen er i øjeblikket hårdt ramt af skader, og tidligere i dag kunne Eddie Howe oplyse, at Joelinton også er ude i længere tid.
Der har derfor været snak om mulige indkøb i januartransfervinduet, men midlerne er begrænset for at holde sig inden for Premier Leagues profit- og bæredygtighedsregler.
Derfor kigger de på potentielle lejeaftaler, men ifølge Eddie Howe er der nok ikke mange klubber, der vil hjælpe dem.
– Vi vil ikke lukke døren til noget, men når jeg sidder her, så tror jeg ikke, vi henter nogen. Men det kan ændre sig, siger Eddie Howe til pressemødet.
– Der er værdi i lejeaftaler. Om det er noget med værdi, som vi kan gøre brug af, er noget helt andet.
– Jeg tror ikke, der er så mange klubber, som er villige til at hjælpe os. For at lave en lejeaftale skal klubben lave en aftale, men jeg er ikke så sikker på, at vi har mange venner på transfermarkedet, lyder det fra Newcastle-manageren.