PL-klubber spøger: Bekræfter interesse i Roony Bardghji
Roony Bardghji er siden sin scoring mod Manchester United sidste efterår blevet rygtet til flere Premier League-klubber.
Også flere andre store europæiske klubber er blevet sat i forbindelse med det svenske stortalent. Nu bekræfter FC Københavns sportsdirektør Peter Christiansen over for bold.dk, at der er interesse for kantspilleren.
– Han er en af de spillere, der er interesse for. Det er helt naturligt med det efterår, han har haft, hvor han også har gjort det godt på den allerstørste scene.
Den 18-årige midtbanespiller har i denne sæson spillet 29 kampe for FC København, hvor han har scoret ti mål. Han har indtil videre ikke lavet en eneste assist for det danske mesterhold.
I Premier League er han især blevet sat i forbindelse med Chelsea. Men også både Manchester United, Tottenham og Aston Villa er blevet nævnt som bejlere til teenageren.
Der har også været snak om, at han kan blive solgt for op mod 200 millioner kroner. Dermed vil han kunne blive det dyreste salg nogensinde fra Superligaen.
For nylig påpegede fodboldekspert Mikkel Bischoff dog en udfordring for FC København-spilleren. Han mener nemlig, at svenskeren mangler fart for at kunne levere på øverste hylde i Premier League. Det sagde han i programmet Transferbørsen på discovery+.
Roony Bardghjis kontrakt med FC København løber til udgangen af 2025.
Følg Transfer Live gennem hele januar.