PL-klub afviser stort bud på tysk målmaskine
Stuttgart ser ikke ud til at få deres ønske opfyldt.
Tyskerne vil gerne beholde Denis Undav, der havde stor succes i klubben som lejesvend i den forgangne sæson, men et køb af angriberen er nu tæt på at kunne udelukkes.
Det fortæller Sky-journalisten Florian Plettenberg på X. Ifølge tyskeren har Brighton afvist et bud fra Stuttgart på omkring 210 millioner kroner, og det har fået sydtyskernes sportsdirektør, Fabian Wohlgemuth, til at søge alternativer.
Den 28-årige angriber hakkede 18 Bundesliga-kasser ind i 2023/2024. Derudover bidrog han med ni oplæg, da Stuttgart overraskende kvalificerede sig til Champions League med en andenplads bag Bayer Leverkusen.
I starten af måneden skrev Bild, at Stuttgart havde budt for at gøre lejeaftalen permanent, men trods flere forsøg ser det altså nu ud til at blive forgæves.
Tyske Undav har toppet relativt sent. Så sent som i 2020 spillede han i den tredjebedste tyske række.
Derefter blev han en del af solstrålehistorien i belgiske Royal Union, som rykkede op og nær havde vundet den bedste belgiske række i den første sæson tilbage. Her scorede Undav 26 gange, hvilket fristede Brighton til at købe ham i 2022.
I Brighton måtte tyskeren tage til takke med 22 Premier League-kampe og fem mål i 2022/2023. Større succes fik han altså i Bundesligaen.


















