Peter Schmeichel overvejer Manchester United-job
Ole Gunnar Solskjær blev i onsdags ansat som midlertidig træner for Manchester United, men nordmanden er muligvis ikke den eneste United-legende, der vender tilbage til De Røde Djævle.
I et interview med BBC åbner danske Peter Schmeichel op for en retur til klubben i rollen som sportsdirektør:
– Jeg overvejer faktisk at bringe mit navn i spil. Det er et hårdt job, men jeg frygter det ikke, udtaler han til det engelske medie.
– Som alle andre fodboldspillere vil jeg gerne være en del af fodboldverdenen igen på et tidspunkt.
Manchester United har været en skygge af sig selv, siden Alex Ferguson stoppede, og ifølge Schmeichel er det vigtigt at få de gamle dyder tilbage:
– Det vigtigste er at få den gamle Manchester United kultur – og identitet tilbage.
– Jobbet som sportsdirektør skal gå til en, der har spillet i klubben, og som kan bringe noget af Alex Fergusons mentalitet tilbage.
– Jeg overvejer, om jeg har kvaliteterne til at bestride posten. Hvis jeg finder et svar på det spørgsmål, vil jeg helt sikkert putte mit navn i hatten. Jeg vil tænke nøje over det i løbet af den næste uges tid og derefter træffe en beslutning.
De Røde Djævle står lige nu uden sportsdirektør, men det forventes, at de ansætter en mand på posten inden længe.
Danske Peter Schmeichel spillede i otte år for Manchester United og nåede at vinde Premeir League fem gange, FA Cuppen tre gange og Champions League en enkelt gang.