Pellegrini vil udvikle unge talenter
Et af Manuel Pellegrinis ansvarsområder hos Manchester City bliver at udvikle talenter fra klubbens egen ungdomsafdeling. Det er således meningen, at de lyseblå skal spare penge på at hente dyre spillere i andre klubber.
Manchester City blev i 2008 købt af Sheik Mansour’s Abu Dhabi United Group og har sidenhen været den klub i Premier League, som har brugt flest penge på transfermarkedet.
På gårsdagens pressemøde, hvor den nye manager Manuel Pellegrini blev præsenteret, blev der dog lagt op til, at det var på tide med forandring i den engelske storklub.
– Vi skal have en forandring her i klubben. Jeg mener, at vi skal forandre den måde, som Manchester City skal arbejde på de næste par år, sagde Pellegrini.
Manuel Pellegrini lagde især vægt på, at klubben skal fokusere mere på at udvikle deres egne talenter fra ungdomsafdelingen.
– Det er umuligt at købe fire-fem dyre spillere hvert år. Vi skal have et mix af unge spillere, der er under 21 år, som arbejder på samme måde som førsteholdet, udtalte City-træneren.
Manuel Pellegrini har i dette transfervindue afviget fra sin egen plan, da klubben allerede har sikret sig Jesus Navas og Fernandinho.