Pellegrini: Vi er ikke så dårlige
Manuel Pellegrini er uden tvivl blandt de mest truede managers i Premier League netop nu, men nu maner den chilenske City-boss til ro
Manchester City ligger uacceptabelt på en tredjeplads i Premier League, hele otte point bagved Chelsea og fire bagved Southampton. Derfor er Pellegrini kommet under lup i managersædet, men selvom kritikerne maler fanden på væggen, så vil manageren ikke høre om, hvor ringe hans hold er.
Pellegrini siger nemlig til Sky Sports, at holdet tror på sig selv og at den defensive statistik taler sit tydelige sprog:
– Vi tvivler ikke på os selv? Vi fortsætter med at arbejde på samme måde, som vi hele tiden har gjort. Vi fortsætter med at spille på samme måde, som vi hele tiden har gjort. Når man løber ind i dårlige resultater, må man bare have endnu mere tro på de ting man gør, siger Pellegrini til Sky Sports og uddyber:
– Vi lukker mål ind, men vi har stadig det tredjebedste forsvar i hele Premier League. Vi har kun lukket et mål mere ind end Chelsea. Så kig lige med nogle andre briller – vi er altså ikke helt dårlige.
Offensivt råder City over topscoreren i ligaen netop nu, Sergio Aguero, der har scoret 12 Premier League-mål i denne sæson.