Pellegrini hylder Jovetic
Stevan Jovetic skiftede sidste sommer fra italienske Fiorentina til pengestærke Manchester City. Hans første sæson hos The Citizens blev imidlertid ikke nogen dans på roser, da han fik store dele af sæsonen ødelagt på grund af skader.
I pre-season har Jovetic imidlertid vist imponerende takter, hvorfor han også har været i startopstillingen til begge Premier League-kampe i denne sæson.
Senest var han blandt City-manager Pellegrinis foretrukne til kampen mod Liverpool mandag aften, hvilket den montenegrinske landsholdsangriber takkede for med to scoringer. Manchester City-manager Manuel Pellegrini hylder Jovetic for den flotte start, og understreger, at han aldrig var i tvivl om Jovetics kvaliteter:
– Vi købte Jovetic i Fiorentina, fordi han er en god fodboldspiller.
– Sidste sæson var han uheldig med skader, men i pre-season og i de første par kampe har han været afgørende for os.