Pellegrini: Derfor vandt vi ikke mesterskabet
Manchester City vandt en imponerende 6-0-sejr over QPR i dag, men hjemmebaneformen har ikke været fejlfri i denne sæson, og det har kostet i mesterskabskampen, mener City-boss Pellegrini. City har tabt to og spillet tre uafgjorte på Etihad.
– Jeg synes, vi har tabt mange point på hjemmebane. Men vi skal afslutte sæsonen på den måde, vi ønsker at spille. Den lyst, som holdet viser i øjeblikket, er meget vigtig. Det er ikke nemt for noget hold at vinde to titler i træk i Premier League, fordi du har fem hold, som har samme styrke som vores trup. Selvfølgelig er jeg sikker på, at vi vil spille med om titlen igen næste år, siger Pellegrini, som også sender et par roser af sted til to af dagens profiler fra QPR-kampen.
– Det er vigtigt for Sergio Agüero at score. Han ønsker at blive topscorer, men det handler også om måden, han spiller på. Han arbejder meget mere i løbet af kampene, bevæger sig mere og modtager flere bolde.
– David Silva er altid spilleren, som slår de vigtige afleveringer i kampene.
Silva, Agüero og co. håber at kunne tage 2. pladsen foran Arsenal, som mandag møder Swansea.