Paul Pogba klar til nyt eventyr
Den tidligere Manchester United-stjerne Paul Pogba er efter sigende klar til at forlade Juventus.
Ifølge Sky Sports befinder forhandlingerne om en gensidig opsigelse sig nemlig på et fremskredent stadie.
LÆS OGSÅ: Chokmelding: United klar til kæmpe januarsigning
31-årige Paul Pogba har ikke spillet en betydningsfuld kamp siden august 2023, hvor han kunne fremvise en positiv dopingtest.
Det førte oprindeligt til fire års karantæne, der reelt set ville afslutte hans professionelle karriere. Men karantænen er blevet omstødt til 18 måneder, så nu kan Pogba træne til januar og spille fra marts til næste år.
Til trods for dette scenarie ønsker Juventus altså at ophæve hans kontrakt, der ellers løber frem til 2026.
Førnævnte medie beretter desuden, at klubber fra England, Europa, Saudi-Arabien og MLS er ude efter hans signatur.
I et interview med Sky Sports i sidste måned ville Pogba ikke udelukke en retur til England – to år efter, at han forlod Manchester United.
– Jeg er hos Juventus, og jeg er stadig under kontrakt, hvor jeg er.
LÆS OGSÅ: Advarer: Kun én er sikker under Amorim
– Jeg vil se, hvad de tænker. Mit eget mål er at vende tilbage til træning og vise, at jeg er fodboldspiller. En ny Paul Pogba, men en Paul Pogba med de samme kvaliteter, og at jeg stadig er klar. Det er alt, jeg tænker på, lød det fra Pogba i oktober.
















