Patrick Kluivert håber, at sønnike fravælger United og skifter til Barca
18-årige Justin Kluivert har imponeret for Ajax, hvilket naturligvis har medført interesse fra diverse storklubber, heriblandt Manchester United.
Ajax-spillerens far, Patrick Kluivert, håber dog, at sønnike fravælger De Røde Djævle for i stedet at søge lykken i FC Barcelona, hvor Patrick selv nød stor succes:
– Jeg er meget stolt af ham. Han gør det rigtig godt i Ajax, hvor han nu er en fast del af startopstillingen, udtaler Kluivert Sr. til Omnisport.
– Hvis han fortsætter med at spille sådan her, kan han blive en stor profil i fremtiden. Jeg foretrækker naturligvis, at han skifter til Barcelona, men i fodbold kan alting ske.
– Han er en voksen mand, der kan træffe sine egne beslutninger, men han har allerede udtalt, at han drømmer om at spille for Barcelona.
Unge Kluivert har i denne sæson leveret syv mål og fire assists i den hollandske Æresdivision.