Parlour: Vardy ligner en, der har droppet Arsenal
Jamie Vardy lignede kort en mand, som var på vej til Arsenal, da The Gunners angiveligt havde imødekommet englænderens frikøbsklausul på £20 millioner.
Leicester-profilen var efter sigende klar til at færdiggøre handlen inden Europamesterskabet, men det er ikke sket, og Ray Parlour, som spillede for Arsenal mellem 1992 og 2004, tror derfor ikke på, at angriberen tager til Emirates.
– Det ser ud til, at det ikke kommer til at ske nu. Jeg var i klubben den anden dag, da rygterne virkelig florerede, og klubbens kameramand og digitale stab måtte ned på træningsbanen.
– Her så det ud til at skulle ske – lægetjekket var bestået. Men det ser ud til, at Vardy har tænkt over det i landsholdslejren og pludselig foretaget en U-vending, slutter han over for talkSPORT.
England indleder deres slutrunde lørdag aften, hvor man møder Rusland på Stade Vélodrome i Marseille.