Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Parlour: Vanvittigt at smide £65 millioner efter Wan-Bissaka

Af Mads Bye Marboe
12.06.2019 Kl. 19:57
Den tidligere Arsenal-spiller, Ray Parlour, mener, at man begår en kæmpe fejl, hvis man betaler £65 millioner for Crystal Palaces Aaron Wan-Bissaka, som det rygtes, at Manchester United overvejer.

Manchester United er på udkig efter en ny højreback denne sommer, da Antonio Valencia forlader klubben ved kontraktudløb.

I de seneste uger har især Aaron Wan-Bissaka fra Crystal Palace været nævnt i forbindelse med De Røde Djævle, men klubben har efter sigende fået afvist et indledende bud på £40 millioner.

Crystal Palace vil tilsyneladende have £65 millioner for den unge englænder, og flere engelske medier har onsdag erfaret, at Ole Gunnar Solskjær og co. står klar med et nyt og forbedret bud på Wan-Bissaka.

Står det til den tidligere Arsenal-spiller, Ray Parlour, begår man dog en kæmpe fejl ved at betale så stort et beløb for Palace-profilen.

– Jeg kan rigtig godt lide ham. Jeg synes, at han er en suveræn spiller, og jeg har set ham ved flere lejligheder. Han er rigtig god til at forsvare og dygtig fremad banen, men £65 millioner? Det er vanvittigt, udtaler han til talkSPORT.

Parlour mener helt generelt, at priserne, som spillere handles for, er ude af proportioner.

– Kig på de unge Ajax-spillere. De er kun unge, og de har ikke rigtigt opnået noget endnu. De har vist, at de kan spille i en Ajax-trøje og gøre det rigtig godt i Champions League, men de bliver også solgt for £70-80 millioner.

21-årige Wan-Bissaka spillede 39 kampe for Crystal Palace i den netop overståede sæson.

Annonce