Parish: Pardew kan skifte til Real Madrid
Alan Pardew har haft stor succes i Crystal Palace, siden han kom til klubben i januar sidste sæson. The Eagles indtager en aktuel femteplads i ligaen og blander sig dermed i kampen om de europæiske pladser.
De flotte præstationer på Selhurst Park er ikke gået ubemærket hen. Flere medier skriver således, at Alan Pardew er blandt kandidaterne til at afløse den engelske landstræner Roy Hodgson efter sommerens EM slutrunde i Frankrig.
Den tidligere Newcastle-manager har kontrakt med Crystal Palace frem til sommeren 2018, men er angiveligt i forhandlinger om en forlængelse. Crystal Palace-direktøren Steve Parish er på nuværende tidspunkt rolig omkring manager-situationen, men indrømmer, at klubben ikke vil stå i vejen, hvis en større klub byder sig til:
– Vi ønsker, at Alan Pardew bliver i Crystal Palace i mange år endnu, siger Steve Parish til BBC Radio 5 Live.
– Men fodbold er uforudsigeligt. Hvis en storklub som Real Madrid vil have ham, så vil vi ikke stå i vejen.
Steve Parish forsikrer i samme moment, at klubben ikke har fået henvendelser fra andre klubber, ligesom Alan Pardew kun har fokus på de kommende opgaver på Selhurst Park:
– Alle managers vil gerne nå så langt som muligt i deres karriere, men jeg ved, at Alan Pardew er glad for at være i Crystal Palace.
– Han tænker ikke på andet end at blive her, men hvis vi får stor succes og nogle af de større klubber vil have ham, så må vi tage det til den tid, slutter Steve Parish.