Pardew: Vigtigt for Benteke at score tidligt
Hvis man ser bort fra en skuffende sæson i Liverpool, så har belgiske Christian Benteke en høj scoringsrate i Premier League. Den belgiske landsholdsangriber har således scoret hvert 173. minut, siden han scorede sit første mål for Aston Villa tilbage i 2012.
Denne sommer har Christian Benteke forladt Liverpool til fordel for Crystal Palace, og her skulle den store angriber ikke bruge lang tid på at finde netmaskerne. I sidste weekend scorede han sit første mål for The Eagles i 2-1 sejren over Middlesbrough.
Crystal Palace-manager Alan Pardew glæder sig over den tidlige scoring fra sommerindkøbet og håber, at det blot er det første af mange:
– Jeg tror, at det er vigtigt, når man henter en klasseangriber som Christian Benteke, at han scorer hurtigt. Det var dejligt at se bolden gå i nettet, fordi det var en gylden mulighed for ham. Hvis vi kan sætte ham op på samme måde i resten af sæsonen, så kommer han til at lave mange mål for os, siger Alan Pardew.