Pardew: Vi er blevet stærkere, siden jeg tog over
Med to point i tre kampe er Alan Pardew atter under kritik i Newcastle. Hans beslutning om at udleje Hatem Ben Arfa til Hull og de manglende indkøb mod slutningen af transfervinduet har været med til at gøre fans utilfredse, men Pardew står fast.
– Nogle gange, når du har været i en klub i lang tid – og jeg er den, der har været i en klub næstlængst i Premier League nu – bliver det svært. Specielt i en klub af denne størrelse, siger Pardew.
– Folk spørger, hvorfor jeg ikke har vundet et trofæ. Men vi har ikke vundet et trofæ siden 1969. Det er meget, meget svært. Jeg er nødt til at kigge på et større billede. Et større billede end de lokale medier og nogle fans har. Men jeg forstår også, at øjeblikkelige resultater er vigtige, og det kan jeg ikke tage mit blik fra heller.
– Jeg synes, at vi er blevet bedre, og vi er en stærkere klub, end den jeg overtog. Meget stærkere.
Newcastle kan hente sæsonens første sejr i Premier League, når de gæster Southampton i morgen.