- Palace-kamp er som en pokalfinale
Liverpool har fået den bedste start på Premier League i mange år, men ikke desto mindre fortæller manager Brendan Rodgers, at weekendens kamp mod ellers upåagtede Crystal Palace skal behandles som en pokalfinale.
Liverpool byggede videre på den fornemme Premier League-start, da de senest besejrede Sunderland med 3-1 på The Stadium of Light, og den kommende weekend er man igen tilbage på Anfield, hvor oprykkede Crystal Palace kommer på visit.
Umiddelbart ligner det tre sikre point for Merseyside-klubben, men på dagens pressemøde fortalte holdets manager Brendan Rodgers, at modstanderen ikke må undervurderes, og at kampen skal behandles som en pokalfinale.
– Alle kampe er meget, meget svære, og det er en utroligt jævnbyrdig liga. De har gjort det flot, for at rykke op i ligaen, og Ian (Holloway, red) er en glimrende manager.
– Det bliver en rigtig svær kamp. Igen, vi må behandle det som en pokalfinale, og arbejde hårdt.
– Vi har fået stabilitet, men vi mangler stadig at øge niveauet. Vores reaktion siden nederlaget til Southampton, har været rigtig god.
Der fløjtes i gang klokken 16 dansk tid på lørdag, når Liverpool tager imod de undertippede oprykkere Crystal Palace på Anfield.