Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Özil: Vi kan kæmpe med om titlen

12.09.2013 Kl. 13:56
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Arsenals nye guldfugl, Mesut Özil, er overbevist om, at truppen har kvalitet nok til at kæmpe med om det ædleste metal i Premier League.

Der var nok ikke mange, der så Arsenal som seriøse titeludfordrere, inden de sikrede sig Mesut Özils underskrift. Faktisk havde mange kritikere hvæsset knivene og gået efter Wengers strube, da Arsenal med få timer inden transfervinduets lukning stadigvæk kun havde sikret sig to kontraktløse spillere, men lige inden lukketid eksploderede en af de største transferbomber, Premier League har oplevet i mange år. Real Madrid-kreatøren, Mesut Özil, havde nedkradset sin underskrift på kontraktformularen, og dermed sikrede Arsenal deres dyreste spiller til dato i klubbens historie.

Siden da har en række eksperter lige pludselig udset sig Arsenal som en mulig titelaspirant. Om det er ren idioti, må tiden vise, men hovedpersonen selv tror såmænd også på det.

– Selvfølgelig, – helt sikkert, lyder svaret prompte fra den tyske boldekvilibrist, da han blev spurgt, om han så Arsenal som titeludfordrere.

– Jeg kender holdet og det potentiale, vi har her. Hver spiller ønsker at blive en succes, og Arsenal er en af de største klubber i verden, fortsætter han ambitiøst.

Planen er krystalklar; Arsenal vil kæmpe med i toppen, selvom 24-årige Özil godt er klar over, at konkurrencen er benhård.

– Vi vil helt sikkert opnå noget med dette hold. Det er dét, vi arbejder på. Selvfølgelig vil det være meget vanskeligt, fordi ligaen er den stærkeste i verden, men vi vil give alt for at opnå succes, fastslår landsholdsspilleren og tilføjer:

– Vi ønsker at spille attraktiv fodbold, men selvfølgelig også succesfuld fodbold. Jeg kan ikke love, at vinde trofæer, men jeg kan love, at vi som hold vil give alt for at vinde trofæer, afslutter han ifølge Sky Sports.

Özil blev Premier Leagues dyreste handel denne sommer, og London-klubben måtte diske op med intet mindre end 370 mio. kr. for at løsrive ham fra den spanske hovedstad.

 

Annonce