Özil driller Koscielny: Vi er ikke Island
I aften mødes Frankrig og Tyskland i den skæbnesvangre semifinale til EM, hvor det skal afgøres, hvem der søndag møder Portugal i finalen.
Kampen er også et møde mellem venner. Arsenals franskmænd Olivier Giroud og Laurent Koscielny tager på hjemmebane imod Mesut Özil.
Sidstnævnte fortæller, at han og Koscielny har drillet hinanden op til kampen.
– Vi driller stadig hinanden, fortæller Özil til Kicker.
– Efter kvartfinalen skrev jeg til Koscielny, at vi ikke er Island (med reference til Frankrig udradering af Island på 5-2, red.).
– Han svarede, at det vil blive en stor kamp i Marseille – for os og fansene. Vi ser alle frem til det.
– Frankrig kan få gavn af hjemmebanestøtten, men hvis man sammenligner holdenes potentiale, tror jeg vi kan slå dem, slutter en selvsikker Mesut Özil, der i kvartfinalen scorede mod Italien, inden han senere brændte i straffesparkskonkurrencen.