Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Overraskende statistik: City er farligere med Jesus som angriber

Af Morten Bruun Jørgensen
11.07.2020 Kl. 07:22
Manchester City scorer flere mål, når Gabriel Jesus starter på banen, end når Sergio Agüero er i startopstillingen.

Der er nok ikke mange, der vil foretrække Gabriel Jesus frem for Sergio Agüero, men måske burde man gøre det.

For ifølge Manchester Evening News viser det sig, at Manchester City er bedre til at score mål, når den brasilianske angriber starter på banen frem for Agüero.

I de 27 kampe, som Jesus er startet inde i denne sæson, har klubben scoret 75 mål, hvilket giver et gennemsnit på 2,8 mål pr. kamp.

Derimod har City kun scoret 61 mål i de 24 kampe, hvor Agüero er startet inde. Det giver et gennemsnit på 2,5 mål pr. kamp.

Pep Guardiola er udmærket klar over, at Jesus ikke er lige så klinisk foran målet som Agüero, men derimod skaber Jesus’ bevægelse mere plads til andre spillere.

– Mange af de mål, vi har scoret siden hans ankomst, er på grund af hans bevægelser. Hvis kantspillerne og de offensive midtbanespillere scorer mange mål er de fleste af dem takket være ham, siger Guardiola.

Dog ønsker City-manageren også at se Jesus score flere mål. Efter coronapausen har brasilianeren således blot scoret én gang.

I den kommende tid får han dog mulighed for at score yderligere, da Agüero er ude med en skade.

Annonce