Overraskende: Lampard tæt på stort job
Frank Lampard har været uden arbejde siden han gjorde sidste sæson færdig hos Chelsea. Det kan der dog snart blive lavet om på.
For nu kan The Telegraph fortælle, at Premier League-legenden er et overraskende emne til en ny post i fodboldverdenen.
Det er Canadas fodboldforbund, som har placeret Lampard på en eksklusiv liste over kandidater til jobbet som landstræner.
Canada har store ambitioner forud for VM i 2026, hvor landet er en af værtsnationerne til slutrunden.
Lampard er nu en af de trænere, som fodboldforbundet vil tale med vedrørende muligheden for at blive landstræner i de kommende år.
Chelsea-legenden er ifølge The Telegraph meget opsat på at vende retur til trænergerningen, hvor han indtil videre har ventet på den rette mulighed. Måske byder den mulighed sig nu hos Canada.
I løbet af sin aktive karriere spillede Lampard i USA, men indtil videre har han kun været træner inden for Englands grænser.
Han har stået i spidsen for Derby, Everton og af to omgange hos Chelsea.