Overraskelsesbud: Juventus planlægger bud på Leicester-forsvarer
25-årige Ricardo Pereira har spillet en solid sæson for de tidligere engelske mestre Leicester.
Så solid at selveste Juventus har fået øjnene op for portugiseren. Det hævder The Sun.
Juventus søger en erstatning for Joao Cancelo, der angiveligt skulle være på vej til Manchester City. Derfor skulle de nu have fået øjnene op for den driblestærke portugisiske højreback.
Handlen afhænger dog af, at City får skilt sig af med brasilianeren Danilo, så de kan frigive penge til købet af Joao Cancelo.
Også Tottenhams Kieran Trippier er blevet rygtet til Juventus, men nu lader det altså til, at Pereira er Den Gamle Dames førsteprioritet.
I sit første år i England formåede Pereira at score to mål og levere seks assists. Samtidig var der kun to andre spillere i Premier League, der gennemførte flere tacklinger og bolderobringer end højrebacken.
Hans flotte debutsæson blev derfor belønnet i kraft af en kåring som årets spiller i Leicester.