Overdrivelse: Fransk politi beskyldes for at lyve i CL-rapport
Der opstod store problemer ved indgangene på Stade de France til Champions League-finalen i lørdags.
Her stod Liverpool-fans timevis i kø, og det endte med, at finalen blev udsat med 36 minutter.
I første omgang meldte UEFA, at det skyldes en masse fans, der forsøgte at komme ind med falske billetter. Det ændrede de til, at det var af sikkerhedsmæssige årsager.
Liverpool FC og den britiske regering har opfordret UEFA til at indlede en større efterforskning for at finde ud af, hvad der skete. Mange engelske og udenlandske journalister har efterfølgende delt deres erfaringer, hvor de fortæller, at problemerne opstod pga. en elendig organiseret finale ved indgangene.
Det franske medie, BFMTV, kan nu berette om den rapport, som det franske politi har indberettet efter finalen.
Her fremgår det, at politiet har anslået, at der var mellem 30.000-40.000 forsøg på at komme ind med falske billetter, og det beskylder flere for at være løgn – heriblandt Get French Football News. Det skyldes, at det i en tre timer lang periode op til kampstart vil svare til, at der var én person pr. tredje sekund, der forsøgte at komme ind med falsk billet.
I rapporten fremgår det dog også, at 300-400 unge lokale udnyttede situationen ved at fremtvinge sig adgang til stadion uden at have billet.