Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Overblik: Vilde rekorder Liverpool har slået i deres vej mod CL-finalen

Af Pelle Rigtrup
26.05.2018 Kl. 06:49
Liverpool har slået og tangeret et hav af rekorder i dette års Champions League.

Vi kan se frem til et brag af en kamp, når Real Madrid og Liverpool i aften tørner sammen i Champions League-finalen. 

Forud for opgøret har Liverpool Echo taget et kig på de vilde rekorder, som Liverpool har slået eller tangeret i deres vej mod finalen i Kiev:

Med 46 mål har Liverpool scoret flest mål i én Champions League-sæson. Tilbage i 2000 nåede FC Barcelona op på 45, men Liverpool er nu indehaver af den imponerende rekord. 

Hele tre forskellige spillere har scoret minimum ni mål for Liverpool i dette års Champions League, hvilket aldrig er sket før. Mané har tegnet sig for ni, mens både Firmino og Salah er oppe på 10 styks. 

Sammenlagt har Liverpools fronttrio nettet 90 gange i alle turneringer, hvilket gør dem til den mest målfarlige trio i Europa. 

Firmino og Salah scorede og assisterede begge to gange i 5-2-sejren over AS Roma. Det er aldrig før sket, at en spiller har gjort det i en Champions League-semifinale. 

Trent Alexander-Arnold blev den yngste englænder i en Champions League-semifinale, da han startede inde mod Roma i en alder af 19 år og 199 dage. 

James Milner har leveret ni assists i dette års Champions League, hvilket er rekord. Tidligere delte Neymar og Wayne Rooney rekorden med otte assists. 

Merseyside-klubben har scoret 20 mål på udebane i Champions League. Det er en tangering af Real Madrids rekord fra 2013/14-sæsonen. 

Der blev sammenlagt scoret 13 mål i de to semifinaler mellem Liverpool og Roma. Det er naturligvis rekord. 

Liverpool blev det første hold til at slå et Pep Guardiola-mandskab tre gange i løbet af en sæson, da de vandt udekampen i Champions League med 2-1. 

Englændernes 5-0-sejr på udebane mod FC Porto sikrede dem også en plads i historiebøgerne. Tidligere har kun Real Madrid (6-1 mod Schalke) og Bayern München (5-0 mod Sporting Lissabon) vundet med samme målscore på udebane i en Champions League knock-out kamp. 

Trent Alexander-Arnold blev den yngste Liverpool-spiller til at deltage i en Champions League knock-out kamp i en alder af 19 år og 130 dage. 

Der var kun spillet tre minutter og 51 sekunder, da Philippe Coutinho bragte Liverpool i front mod Spartak Moskva. Det var det hurtigste mål nogensinde i en Champions League-kamp på Anfield.

Med 7-0 over Maribor tangerede Liverpool rekorden for den største sejr i én kamp af et engelsk hold på udebane i Europa. 

Annonce