Overblik: Her kæmpes der om livsvigtige point i weekenden
Premier League nærmer sig sin afslutning, og det begynder at blive hektisk med et stærkt slutprogram, inden sidste spilledag den 21. maj.
Vi kigger nærmere på, hvad der står på menuen i den kommende rundes kampe.
Lørdag får Tottenham besøg af Bournemouth i en kamp, hvor Spurs både kæmper for at holde trit med Chelsea og for nærmest endegyldigt at sikre sig top fire. Chelsea er syv point foran, men gæster søndag Manchester United, så der kan måske være meget at hente for Spurs i denne runde. Udeholdet fra Bournemouth er syv point fra nedrykningsstregen, så Eddie Howes tropper har endnu ikke klaret frisag.
Crystal Palace og Leicester ligger begge ret godt til i forhold til at sikre overlevelse, idet de er henholdsvis seks og otte point over stregen. Sejre til Hull og Swansea vil dog hurtigt sætte dem under et stort pres, så intet er ligegyldigt i London i morgen.
Stoke er ligesom Leicester otte point over stregen, og de får besøg af et hårdt kæmpende Hull-mandskab, som desperat har brug for tre point, så de kan øge hullet på blot to point ned til stregen.
Watford er stort set sikre på overlevelse, men det er Swansea bestemt ikke. De har to point op til overlevelse, så mon ikke waliserne kommer for fuld udblæsning i Watford.
Southampton har ikke meget at spille for i forhold til tabellen, men det har modstanderne fra Manchester City til gengæld, når de skal forsøge at sikre sig top fire. City er fire point foran Manchester United, som har en kamp i hånden. De to har endda stadig et indbyrdes opgør tilbage, så det skal nok blive spændende helt til sidst.
West Brom har været en af de store overraskelser i denne sæson, men i forhold til tabellen er der ikke helt så meget at rykke på for West Brom. I modsætning har Liverpool alt at spille for i deres jagt på top fire og Champions League. Arsenal og Manchester United har to kampe i hånden og puster Liverpool i nakken, så Klopps tropper er tvunget til at få point i en ekstremt svær udekamp.
Rundens helt store kamp spilles på Old Trafford, når Chelsea skal fortsætte deres sikre togt mod det engelske mesterskab. Som nævnt har de et fint forspring til Tottenham, men taber Contes tropper, mens Spurs vinder er forspringet reduceret til fire point, så intet er afgjort endnu. Manchester United har både mulighed for at spille sig i Champions League gennem Europa League og gennem ligaen, men hvis der skal holdes trit med Liverpool, skal der gerne point på bordet i de næste kampe.
Mandag gæster Arsenal Middlesbrough i en kamp, hvor udeholdet kun kan skuffe. Sidste runde blev det til et nederlag til Crystal Palace på 3-0, så Wengers drenge SKAL vinde for at have både æren i behold, men også holde liv i det spinkle håb om top fire. Hjemmeholdet skal også snart til at vinde, idet de har seks point op til stregen. Dog har de en kamp i hånden, så alt er muligt for oprykkerne.