Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Overblik: Disse rekorder kan Manchester City nå at slå

Af Pelle Rigtrup
16.04.2018 Kl. 12:17
Manchester City har fem Premier League-kampe til at slå syv rekorder.

Manchester City sikrede sig i weekenden det engelske mesterskab, da Manchester United hjemme på Old Trafford tabte til West Bromwich. 

Selvom Premier League-trofæet nu er i hus, betyder det dog ikke, at City-spillerne ikke har mere at spille for. 

De lyseblå fra Manchester kan således stadig nå at tilføje hele syv rekorder til deres i forvejen imponerende samling. 

Disse syv rekorder kan havne hos The Citizens: 

Fleste sejre i Premier League

Manchester Citys total: 28 

Nuværende rekord: 30 (Chelsea 2016/17) 

Chelsea vandt hele 30 kampe sidste sæson, men den rekord kan meget vel blive slået af Manchester City, der bare skal vinde to ud af de sidste fem kampe for at matche The Blues, mens tre sejre vil sikre City rekorden alene. 

Fleste udebanesejre 

Manchester Citys total: 14 

Nuværende rekord: 15 (Chelsea 2004/05) 

City har kun tabt point på udebane mod Burnley, Liverpool og Crystal Palace. De mangler fortsat at møde West Ham og Southampton på udebane. Vinder de begge opgør, snupper de rekorden fra Chelsea, der under José Mourinhos ledelse vandt 15 udekampe tilbage i 2004/05-sæsonen. 

Flest point

Manchester Citys total: 87

Nuværende rekord: 95 (Chelsea 2004/05)

Med navne som Frank Lampard og John Terry på holdkortet hentede Chelsea i 2004/05-sæsonen hele 95 point. Den rekord kan dog meget vel blive slået af City, der blot mangler ni point i de resterende fem kampe for at snuppe rekorden. 

Flest point på udebane

Manchester Citys total: 44

Nuværende rekord: 48 (Chelsea 2004/05) 

Det selvsamme Chelsea-hold kan miste endnu en rekord til Manchester City, hvis de lyseblå fra Manchester vinder begge de resterende udekampe. En sejr og et remis vil matche Chelseas rekord. 

Flest mål scoret 

Manchester Citys total: 93 

Nuværende rekord: 103 (Chelsea 2009/10) 

Under Carlo Ancelottis ledelse scorede Chelsea hele 103 gange tilbage i 2009/10-sæsonen. City har i skrivende stund nettet 93 gange og mangler dermed 11 mål i fem kampe for at slå rekorden. 

Største målforskel 

Manchester Citys total: +68 

Nuværende rekord: +71 (Chelsea 2009/10) 

Endnu en Chelsea-rekord som Manchester City er meget tæt på at slå. 

Point foran andenpladsen  

Manchester Citys total: 16

Nuværende rekord: 18 (Manchester United 1999/00) 

Tilbage i 1999/00-sæsonen sluttede Manchester United 18 point foran Arsenal på andenpladsen. Kan Manchester City slutte sæsonen bedre end United, så er det bestemt muligt at slå denne rekord. 

Annonce