Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Overblik: Disse regler gør englændere mere attraktive i PL

22.06.2015 Kl. 12:02
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Et hav af sydlandske spillere har i de senere år indtaget Premier League med storm. Dette har – i nogles øjne – haft en negativ indvirkning på niveauet hos de engelske spillere, idet vejen til Premier League-klubbernes startopstillinger er blevet længere.

Derfor planlægger det engelske fodboldforbund FA at stramme reglerne omkring, hvor mange 'home growns' klubberne skal have registreret i sin trup. 'Home growns' dækker over spillere, der har været registreret i en klub i det engelske eller walisiske fodboldforbund i minimum tre år før spilleren fylder 21 år. 

Reglerne foreskriver nu, at klubberne skal have minimum 8 spillere, der er 'home grown'. I marts blev det dog forelagt, at reglerne kan blive skærpet yderligere allerede fra sommeren 2016. Dette er et led i FA's planer om, at 12 af de 25 registrerede spillere i en Premier League-trup fra 2020 skal være 'home grown'. 

Ovenstående regler gør altså englænderne mere attraktive, hvorfor vi også i de seneste uger har set en massiv jagt på spillere, der har været registreret i England i minimum tre år, før de fyldte 21 år.

Eksempler på dette er Alex Song, der godt nok er fra Cameroun, men kom til Arsenal, da han var 17 år, hvor han tilbragte de minimum tre år i England, hvilket har gjort ham til en 'HG'-spiller. Derfor kom Premier Leagues to bedste klubber i sidste sæson, Chelsea og Manchester City, overraskende også på banen i kampen om Song – netop på grund af de førnævnte regler.

Et andet eksempel er selvfølgelig Raheem Sterling, der ligner en mand, der kan være på vej til Manchester City, der hidtil har sendt flere store bud afsted mod Liverpool-spilleren. Seneste forlydenheder går på, at City vil byde 450 millioner kroner for kantspilleren. 

Specielt Manchester City er presset af reglerne, idet klubben har mistet fem af de spillere, der talte med som 'home grown' denne sommer. 
Modsat er Liverpool FC ikke umiddelbart presset på de nuværende regler, idet klubben allerede har hentet tre englændere denne sommer, hvorfor klubben nu har 10 HG-spillere, hvor kun otte påkræves. Dog kan Fabio Borini, Rickie Lambert og Raheem Sterling være på vej ud af klubben.

FA fremlagde i marts følgende nye regler, der allerede kan blive vedtaget næste sommer.

– Alderen for at blive registreret som 'home grown' skal sænkes fra 21 til 18 år. Spillerne vil derfor skulle have spillet minimum tre år i England eller Wales, før de fylder 18 år, hvis de skal registreres som 'home grown'. 
– Maksantallet for ikke-home grown-spillere skal sænkes fra 17 til 13 spillere i løbet af fire år. 
– Mindst to af de registrerede 'home grown'-spillere skal være trænet af klubben i perioden på minimum tre år og ikke blot i enhver klub i England eller Wales, som det er tilfældet nu. 

Annonce