Osvaldo: En drøm er gået i opfyldelse
Pablo Daniel Osvaldo lægger ikke skjul på, at det altid har været en af hans helt store drømme at spille i den bedste engelske række.
Southampton bekræftede i går, at italieneren havde skrevet under på en fire-årig aftale og ville blive præsenteret i dag, og til dagens præsentation fortæller han, at en drøm er gået i opfyldelse.
– Saints var den klub, der viste mest interesse i mig. Jeg kender Mauricio Pochettino og hans arbejdsfremgang. Jeg ville spille i Premier League. Det har jeg drømt om længe, og den drøm er nu gået i opfyldelse, udtaler han og tilføjer:
– Det er også en drøm at skrive under med Southampton, og jeg er meget glad for at være her. Nu vil jeg fokusere på fremtiden i Southampton. Jeg har altid været en stor fan af Premier League – selv da jeg var i Spanien. Her (i Premier League, red.) respekterer og beundrer man spillerne, fortæller han.
Osvaldo ankom fra Espanyol til Roma i 2011, hvor han endte med at score 28 mål i 57 kampe.