Oscar klar til 'stort' år
Oscar forventer, at Chelsea vil være med i titelræset, når sæsonen går på hæld. Desuden lover han klubbens fans flere mål.
Oscar er startet inde i samtlige af Chelseas kampe denne sæson, og i kampen mod Hull City blev det endda til et mål. I sidste sæson scorede den lille tekniker blot fire mål i 34 kampe, men Oscar er overbevist om, at han i denne sæson scorer endnu flere mål.
– Jeg føler mig meget mere selvsikker i år, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at score mange flere mål, sagde brasilianeren til klubbens officielle magasin.
– Jeg har store forhåbninger til denne sæson, og jeg er tilfreds med, hvordan tingene går for mig i øjeblikket. Vi er startet godt, og jeg vil sikre, at dette bliver et stort år; et år hvor Chelsea vinder titler.
– Jeg startede min første sæson godt, og de andre spillere tog godt imod mig og hjalp mig med at udvikle mig – alt det kan gavne mig i denne sæson. Nu føler jeg mig stærkere, og jeg vil spille ligeså mange kampe for holdet, som jeg gjorde sidste år.