Optur: Danskere starter inde
Både Rasmus Højlund og Filip Jørgensen starter på banen i aftenens europæiske opgør.
Det har henholdsvis Manchester United og Chelsea netop offentliggjort.
Højlund, som sammen med United får besøg af græske PAOK i Europa League, støttes af Alejandro Garnacho, Bruno Fernandes og Amad Diallo, der får en sjælden start. I midterforsvaret starter Jonny Evans og Victor Lindelöf. Christian Eriksen er bænket.
Efter tre uafgjorte er United på jagt efter klubbens første sejr i denne sæsons Europa League. Twente, Porto og Fenerbahce har været modstanderne indtil videre.
Chelsea huser det lille armenske hold Noah. Mykhailo Mudryk, Christopher Nkunku og Joao Felix er blandt spillerne, der ligesom Jørgensen har fået chancen fra start. Cole Palmer er ikke i truppen, da han ikke er registreret i Conference League.
London-holdet har vundet begge af de første to kampe og er storfavoritter mod armenerne, der har mødt Mlada Boleslav og SK Rapid i de første runder. Nu venter mere alvorlig modstand.
Kampene sparkes i gang kl. 21.00 dansk tid.
Læs også: Den danske legende i Chelsea


















