Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Optimistisk Parker: Overlevelse er stadig muligt

Af Mads Bye Marboe
15.03.2019 Kl. 19:04
Fulham er langt fra Burnley over nedrykningsstregen, men manager Scott Parker tror fortsat på, at London-klubben kan sikre sig endnu en sæson i Premier League.

Otte spillerunder resterer af årets Premier League, og Fulham har på 19. pladsen hele 13 point op til Burnley, som ligger lige over nedrykningsstregen på 17. pladsen.

Fulham møder endda Liverpool og Manchester City i de næste to runder, og selvom opgaven kan virke mere eller mindre umulig for Scott Parker og co., tror London-klubbens manager fortsat på overlevelse.

– Jeg tror på, at vi kan blive oppe. Jeg ser kvalitet på holdet, men jeg ved og forstår, at det bliver utrolig svært. Nu skal vi spille to svære kampe, og når man kigger på, hvor mange kampe vi har vundet, og hvor mange vi er nødt til at vinde, forstår jeg, at det bliver meget svært, siger Parker til Daily Echo og fortsætter:

– Det er en kliché, men så længe der er point nok at spille om, er det muligt. Nogle har skrevet til mig og nævnt hold, som er sluppet ud af en situation som vores. Et godt resultat kan uden tvivl blive et springbræt, og vi håber på, at det bliver tilfældet for os.

Ifølge Parker er han heller ikke den eneste i klubben, der tror på overlevelse. Spillerne har også bevaret troen på, at det kan lade sig gøre.

– Det synes jeg, at de har. Vi har set daglig fremgang i forhold til, hvordan de træner, og jeg mener, at deres indsats er blevet ti gange bedre.

– Jeg har været i denne situation som spiller, hvor man nogle gange tvivler, men beskeden forbliver den samme: hvis vi spiller, som vi gerne vil, kan vi skabe problemer og hente point.

Fulham får søndag besøg af Liverpool klokken 15.15 på Craven Cottage.

Annonce