Opgørelse: United producerer næstflest spillere i Europa
Der er for tiden meget snak om egenproducerede spillere, og nu er en statistik blevet opgjort af det internationale fodboldbaserede bureau, CIES Football Observatory, der påviser hvilke klubber der gør det bedst på europæisk plan.
Manchester United topper listen blandt engelske klubber, og er blot overgået af den spanske storklub FC Barcelona blandt alle klubber i europæisk topfodbold. Opgørelsen er lavet over de fem største ligaer i Europa, og inkluderer foruden Premier League-klubberne også alle klubber fra den bedste række i Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland.
Manchester United har i alt 36 egenproducerede spillere i europæisk topfodbold, hvoraf 12 stadig er i klubben, hvilket samlet set er syv mindre end FC Barcelona, der kan præstere hele 43. Næstbedst blandt engelske hold er Arsenal, der besidder en delt niendeplads i den samlede tabel med 22 spillere, mens Aston Villa indtager tredjepladsen.
Chelsea, Tottenham og Manchester City besidder en delt sidsteplads blandt de 50 mest producerende klubber i de fem topligaer med blot 12 spillere, mens klubber som Liverpool, Everton og Southampton slet ikke figurerer blandt de 50 mest producerende klubber.