Opfordrer Eriksen: Skift til denne PL-klub!
Christian Eriksen er i øjeblikket ude med en skade.
Hvornår danskeren er i stand til at vende tilbage på grønsværen, er der endnu ingen meldinger om.
Ifølge den tidligere United-stjerne Paul Parker, der var en stor profil for klubben i løbet af 90’erne, er det ikke sikkert, Eriksen har en fremtid i klubben, når han er sin skade kvit.
Derfor bør både han og Manchester United være på udkig efter en ny klub, mener Parker.
– Kan han komme tilbage fra sin skade og gøre en forskel for Manchester United? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg forventer, at klubben vil kigge på at finde en anden klub til ham, men han skaber ikke problemer for Erik ten Hag, så det er ikke en katastrofe, hvis han bliver.
Eriksen bør have en helt særlig klub i kikkerten, hvis han ikke kan spille sig på holdet, mener Parker.
– Hvis jeg var hans agent, ville jeg opfordre ham til at skifte til Brighton, hvis det er muligt. Hvis Ajax var i en bedre position, kunne det også være en god mulighed, men det ville bare være at forlade én ildebrand for en anden, siger Parker i et interview med Tipsbladet.
Skidt situation for Christian Eriksen?
Kilder tæt på klubben fortalte tidligere på måneden til mediet Football Insider, at Manchester United er af den overbevisning, at den 31-årige dansker ikke længere kan følge med tempoet i Premier League.
Derudover er der på ejerfronten heller ikke godt nyt i vente for danskeren. Inden længe ventes Sir Jim Ratcliffe at blive præsenteret som ny minoritetsejer i klubben, og han vil fokusere på at hente spillere under 25 år.
Christian Eriksen har været ude med en skade siden kampen mod Luton i sidste måned. Her blev Rasmus Højlund også skadet, men han er siden da vendt tilbage.
Inden skaden nåede Eriksen at blive noteret for et mål og to oplæg i 15 kampe i denne sæson.
I sin debutsæson for klubben spillede han 44 kampe på tværs af alle turneringer.
Danskeren, der har en fortid hos Tottenham og Brentford, har kontraktudløb hos United i 2025. Tidligere på ugen var der rygter om et skifte til Saudi-Arabien.