O'Neill i spil til Fulham-job
Martin O’Neill er ifølge Sunday Mirror favorit til at blive Fulhams næste manager i tilfælde af, at Martin Jol bliver fyret.
Det er formentlig for tidligt at begynde at snakke om en afløser i en klub, der endnu ikke har afskediget sin manager, men ikke desto mindre bliver Martin O’Neill sat som spidskandidat til at udfylde det varme sæde i London-klubben.
Martin Jol og Fulham har fået en forfærdelig start på sæsonen og har i skrivende stund sølle fire point efter seks runder. Det er noget, de krævende fans ikke tolererer, og derfor blev der revset gevaldigt af den hollandske boss på Craven Cottage, efter man storskuffende tabte 1-2 på et mål i overtiden til nyoprykkede Cardiff City.
“Jol, out!”, lød der mangfoldigt fra lægterne på Craven Cottage i går, efter man endnu engang måtte lade sig besejres. Protesterne er ikke til at tage fejl af, og ud fra situationen at vurdere, kan noget tyde på, at Fulham-fansene mest af alt ønsker Jols hoved på et fad.
Hvis klubben tager konsekvensen ovenpå en skuffende opstart i Premier League, så står ledige Martin O’Neill angiveligt klar til at overtage den ledige post i klubben.
Den 61-årige nordirer har dog ikke selv udtalt sig i forbindelse med rygtet.