Ombejlet stjerne har valgt: Vil til Manchester United
Måske kender du ikke navnet Kirill Glebov endnu, men det kan du muligvis komme til at lære i fremtiden. Den 19-årige midtbanespiller drømmer nemlig om et skifte til Manchester United.
I øjeblikket tørner han ud for CSKA Moskva i hjemlandet, men her har han allerede betaget mange topklubber i Europa.
Kilder tæt på agent-industrien fortæller til Caught Offside, at Glebov har en svaghed for Manchester United.
Teenageren har selv fortalt, at hans store drøm er at spille for De Røde Djævle en dag, hvor han især lægger vægt på atmosfæren på Old Trafford, klubbens rige tradition og en stor respekt for Sir Alex Ferguson.
I øjeblikket værdisættes Glebov til små 10 millioner kroner, men hans værdi kan nok hurtigt stige, hvis han fortsætter sin nuværende form.
I de seneste seks optrædener i den russiske Premier League er det nemlig blevet til tre mål og et enkelt oplæg, og det har fået Arsenal til at placere ham på ønskelisten som et langsigtet mål.
Derudover menes Newcastle, Aston Villa og Brighton også at holde øje med, hvordan teenageren udvikler sig i de kommende år.
Det er i særdeleshed midtbanespillerens tekniske snilde og evne til at tilpasse sig forskellige roller på midtbanen, der får klubberne til at spærre øjnene op.
For nu bevarer Glebovs bagland dog roen. Først og fremmest er der fokus på, at han fortsætter udviklingen i Rusland, snarere end at der tvinges et forhastet skifte igennem, som kan sætte en stopper for en lovende karriere.
Manchester United har udpeget en afløser for Rúben Amorim. Læs mere her.


















