Olympiakos vil have Chelsea-spiller
De græske mestre fra Olympiakos skulle angiveligt være meget interesseret i at hente Chelseas Michael Essien til klubben. Det skriver talkSPORT.
Michael Essien får ikke meget spilletid i Chelsea, og derfor er det heller ikke utænkeligt, at den 31-årige ghaneser snart kan være fortid i London-klubben.
En af bejlerne til midtbanespilleren er de forsvarende græske mestre fra Olympiakos, som ifølge talkSPORT er interesseret i at tilføje Chelsea-spilleren til truppen.
LÆS OGSÅ: Neville: Suarez skulle have straffe
talkSPORT skriver, at Olympiakos er ekstra opsatte på netop at hente Essien, da han ikke har spillet en Champions League-kamp i denne sæson, og derfor kan den græske klub frit bruge ham i turneringen.
Essien kom til Chelsea fra franske Lyon tilbage i 2005 og var i sidste sæson udlejet til den spanske storklub, Real Madrid, som også havde den nuværende Chelsea-manager, Jose Mourinho, i spidsen.